Skip to content
Vinsmagning ved Dansk Vinskue 2018. Foto Kurt Christiansen.

De indleverede vine bedømmes af professionelle dommere, der arbejder med vin til dagligt. Dommerne er sommelierer, vintjenere, vinskribenter, køkkenchefer og vinhandlere.

Hver vin bedømmes af et dommerpanel på mindst 3 dommere. Sædvanligvis bedømmes omkring 300 vine fordelt på 5 dommerhold. Dommerne bedømmer 4 vine i hver smagerunde. Vinene er opdelt i kategorier, hhv. rødvine, hvidvine, mousserende frugt vine, mjød osv., i alt mere end 20 kategorier.

Dommerne indtaster deres bedømmelser og kommentarer direkte i FDV’s digitale vinskuesystem.

For at sikre at bedømmelser og kommentarer gives til de rigtige vine, er hver vin udstyret med et entydigt ID-nummer, som følger vinen gennem hele forløbet. Desuden anvendes farvekoder for at sikre, at de 4 vine i hver smagerunde ikke forveksles. Farvekoden er angivet både på flaskens label, på vinglasset og i FDV’s digitale vinskuesystem.

Dommerne får følgende oplysninger om den enkelte vin:

  • Kategori (rødvin, dessertvin, mjød osv.)
  • Årgang
  • Råvare
  • Specialbehandling (f.eks. fadlagring, indtørring af druer)

Alle vine bedømmes efter følgende:

  • Udseende
  • Duft
  • Smag
  • Helhedsindryk

Gennemsnittet af de samlede point bestemmer tildelingen af medaljer:

  • Guld: Minimum 16,0 point
  • Sølv: Minimum 14,5 point
  • Bronze: Minimum 13,0 point
  • Særlig udmærkelse: Minimum 11,5 point
  • God: Minimum 10,0 point

Udover pointgivningen skriver alle dommere en kommentar til hver enkelt vin.

Vicepræsidenten for Dansk Sommelier Forening Tim Vollerslev deltager som overdommer.

For at få det hele til at fungere, deltager omkring 20 frivillige medlemmer af FDV.