Skip to content

Hvad må vi indenfor skattereglerne

Som bekendt sætter skattereglerne stramme rammer for hvad hobbyproducenterne kan tillade sig. Læs f.eks. nyheden om aflysning af vinskuet.

Siden maj måned har FDV i samarbejde med foreningen Danske Ølentusiaster, været i dialog med både myndigheder, politikere og pressen for at finde løsninger.

Politikerne, herunder ministeren, er lydhøre overfor FDV’s ønsker om at udvide privatsfæren til foreningsregi. Ministeren har givet udtryk for, at han vil arbejde for en ændring, men det tager givetvis lang tid at ændre disse regler.

FDV har derfor set på hvilke aktiviteter vi kan gennemføre, hvor der indgår afgiftsfrie alkoholdige drikkevarer.

Bemærk: FDV kan ikke give konkrete anvisninger, men henvise til og omtale de gældende regler. Det er i sidste ende skattemyndighederne, der tolker reglerne.

Hvad må vi i foreningsregi

På baggrund af § 11 i vinafgiftsloven, hvor der står “Der sker afgiftsfritagelse af varer, der anvendes til teknisk, videnskabeligt, undervisningsmæssigt, medicinsk formål og lignende”, bør vi i foreningssammenhæng kunne afholde undervisning, hvori der indgår afgiftsfrie alkoholdige drikkevarer.

Både kurser og seminarer udbudt af FDV, og udbudt af lokal- og erfagrupper, må forventes at kunne fortsætte som hidtil.

For at der er tale om undervisning skal nogle kriterier selvfølgelig være opfyldt:

  1. Der skal være en underviser, eller en person som har ansvaret for formidlingen,
  2. Der skal være et fagligt indhold,
  3. Deltagerne skal have mulighed for at tilegne sig viden eller færdigheder,
  4. Der skal være tale om en planlagt aktivitet med et planlagt indhold.

Hvad må vi som privatpersoner

I den private sfære, er der to muligheder:

For det første kan venner/kollegaer i små private grupper dyrke og dele deres passion for fremstilling af afgiftsfri vin, se kopi af svar fra skatteudvalget.


For det andet kan privatpersoner invitere gæster, og servere afgiftsfri vin, jf. § 11 stk 3 i vinafgiftsloven, hvor der står “Fritaget for afgift efter denne lov er øl, vin og frugtvin m.m., der fremstilles af en privatperson og forbruges af denne, dennes familie eller dennes gæster, forudsat at der ikke finder noget salg sted.”

Hvornår er du forpligtet til at registrere dig

Der er fortsat nogle stramme regler omkring alkoholdige drikkevarer, som skal overholdes. Foreningen Danske Ølentusiaster har i samarbejde med Skattestyrelsen beskrevet disse regler i en Vejledning om afgiftsregistrering for hobbybryggere. Disse regler gælder ikke kun for øl, men også andre alkoholdige drikkevarer.

Foreningen Dansk Vin
FDV's cookiepolitik

Denne hjemmeside anvender cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse, bl.a. så vi kan huske dine seneste indtastninger og til at analysere brugen af hjemmesiden.

Læs om FDV's privatlivs- og cookiepolitik