Nyt fra formanden om FDV’s efterårets aktiviteter
Kære vin-medlem
Coronabegrænsningerne har bidt sig fast i Danmark og påvirker vores alle sammens dagligdag. Derfor er der mange, der med god grund er i tvivl, om vi fastholder vores mange efterårsaktiviteter. Her er et hurtigt overblik over de vigtigste. Du kan i øvrigt med fordel holde dig orienteret på vores hjemmeside, som vi forsøger at holde opdateret.
Vinskuet
Der har min højeste prioritet, at vi kan afholde årets vinskue lørdag den 5. september. 272 vine blev bedømt i sidste uge, og de mange flotte resultater skal naturligvis deles med jer på en anstændig og god måde. Derfor arbejder Vinskueudvalget under Søren Reflund Møllers ledelse sammen med Hotel Faaborg Fjord på højtryk for at tilrettelægge et Vinskue, der kan afvikles under de nuværende Corona-regler og begrænsninger. Lige nu betyder det, at de medlemmer, der har fået vine bedømt, har førsteprioritet i at deltage. Er der herefter plads til flere, vil der gives adgang efter “først til mølle” princippet. Men i dagene op til Vinskuet vil jeg udsende en detaljeret plan for, hvorledes vi vil gennemføre Vinskuet, så så mange af jer vil kunne få glæden og oplevelsen af at se hvilke fremskridt, der er sket med danske vine.
Festmiddagen efter Vinskuet
I samarbejde med Hotel Faaborg Fjord har vi sikkerhed for, at Festmiddagen lørdag den 5. september kan afholdes under sikre forhold. Så alle, der har tilmeldt sig kan trygt deltage. Vi har dog lukket for yderligere deltagelse.
Generalforsamlingen
Traditionelt er vi en relativt begrænset medlemsskare, der møder frem til Generalforsamlingen, og den nuværende forsamlingsbegrænsning er ikke en faktor, vi behøver at bekymre os om desangående. Derfor afholdes Generalforsamlingen som planlagt på Hotel Faaborg Fjord søndag d. 6. september.
Åbne Vingårde
Lørdag d. 19. september er det fortsat planen at afholde vores Åben Vingård arrangement. Også dette arrangement er påvirket af Corona-reglerne, og enkelte vingårde har besluttet ikke at åbne op for offentligheden, som de plejer. Da forholdene er vidt forskellige fra vingård til vingård, kan vi fra foreningen ikke opstille specifikke regler. På hjemmesiden vil vi pointere vigtigheden af, at den enkelte besøgende respekterer de regler, du har indført på netop din Åbne Vingård. Og vi overlader trygt planlægningen af besøgsaktiviteten til dig, da du er den, der kender forholdene på din vingård bedst.
Kurser og lokale aktiviteter
Vores efterårskurser og lokale aktiviteter rammes ikke af begrænsningerne i antal forsamlede. De skal bare afvikles under skyldig hensyntagen til krav om afstand og hygiejne. Derfor har jeg ikke planer om at aflyse eller fraråde denne type af aktiviteter.
Vin og Madfestival i Tivoli
FDV er opfordret til at deltage med en bod i Tivolis satsning på at promovere danske produkter i en Vin og Madfestival fra sidst i august og en måned frem. FDV har takket ja, og har lejet en bod i første de 14 dage. Her vil besøgende kunne smage på Dansk Vin, Frugtvin og Mjød, og i en af Tivolis restauranter nyde danske vine til en særlig menu, sammensat til festivalen. Vi du vide mere om dette arrangement, kan du læse om det på Tivolis hjemmeside.
Øvrigt
Coronabegrænsningerne har været et hårdt slag for hele vores branche. De kommercielle medlemmer mærkede fra dag 1 nedlukningen af Danmark, idet deres salg til restauranter sluttede brat. De har derfor måttet tænke kreativt for at få den manglende omsætning i gang igen. For mange andre betød nedlukningen, at de daglige rutiner med arbejdet i marken måtte ændres. Også dette har medlemmerne fundet kreative og blivende måder at håndtere. Så min vurdering er, at det gamle ordsprog: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, også holder vand i vores forening. Alle har måttet tænke ud af boksen og fundet løsninger på deres egne problemer, som de ellers næppe havde overvejet. Og det har i langt størstedelen af tilfældene styrket virksomheden og sammenholdet.
Afslutningsvis vil jeg takke jer alle for det sammenhold vi skaber med vores dejlige fælles interesse; Vindyrkning og -produktion. Interessen blandt danskere er stigende, og det kan mærkes.
Du ønskes en fortsat god sommer og held og lykke med den forestående høst, som tegner super.
Hans Münter
Formand