Dansk Vinskue 2025
Dansk Vinskue 2025 vil finde sted den 13. september
Som deltager får man for hver af de tilmeldte vine en kommenteret analyserapport, en dommervurdering ud fra udseende, duft og smag med point og dommerkommentarer samt fri adgang til Vinskuet.
Både analyse og bedømmelsen giver værdifulde informationer til det fremtidige vinificeringsarbejde.
Udover vinproducenterne og deres ledsagere, kan alle medlemmer købe adgangsbilletter til vinskuet.
De vinproducenter, der har tilmeldt vine, tildeles hver især en lille stand, hvor de kan præsentere deres vine. Af praktiske hensyn er standene opstillet i medlemsnummer orden. En rækkefølge for erhvervsmedlemmer og en rækkefølge for hobbymedlemmer.
Dansk vinskue er en rigtig god mulighed for erfaringsudveksling, og selvfølgelig at smage mange forskellige danske vine. Inden vinskuet offentliggøres en oversigt over alle vinene (vinskuekatalog). På den måde er der mulighed for at planlægge hvilke vine og vinproducenter, som man vil fokusere på.
Programmet for vinskuet
Kl. 11:00 Åbning og velkomst
Kl. 11:30 Kollegial smagning af vinskuevine
Kl. 12:00 Udlevering af bestilt frokostbolle
Kl. 12:30 Indlæg
Kl. ca. 13 Smagning fortsat
Kl. 15:00 Præmieoverrækkelser
Kl. 16:00 Smagning fortsat
Kl. 17:00 Afslutning af vinskue
Kl. 19:00 Vinskuets festmiddag
Køb frokostbilletter, deltagelse i festmiddagen og ekstra adgangsbilletter
Årets største mulighed for erfaringsudveksling
Erfaringsudveksling er måske den bedste inspiration som vi kan drage nytte af i vores bestræbelser på at fremstille bedre vin. Vi kan finde rigtig meget viden i litteraturen, i Vinpressen og på Foreningen Dansk Vins hjemmeside. Men når denne viden skal omsættes til praktiske handlinger i marken eller vineriet, bliver erfaringsudvekslingen værdifuld.
Der findes flere muligheder for erfaringsudveksling, bl.a. gennem de kurser, seminarer og møder, som Foreningen Dansk Vin arrangerer. Der er også gode muligheder for erfaringsudveksling gennem deltagelse i Lokal- og Erfagrupper. Men den største mulighed for erfaringsudveksling er Dansk Vinskue.
Du kan tilmelde dine egne vine til Dansk Vinskue og få dine vine bedømt af professionelle dommere. Desuden får du analyseret dine vine. Både bedømmelserne og analyserne kan du bruge til at sammenligne med dine egne observationer og analyser.
Det er de færreste, der har udstyr, der kan analysere vinen med en høj præcision. Sammenligninger med dine egne analyser kan bidrage til overvejelser om anskaffelse af nødvendigt udstyr. Det kan også bidrage til hvordan du kan korrigere dine egne analyser.
Det professionelle udstyr kan sædvanligvis analysere vinen på flere relevante områder end det udstyr, som du selv disponerer over. Det kan give nyttig viden på områder, som ellers ikke kan gennemskues eller forklares.
På vinskuet har du mulighed for at smage på de tilmeldte vine, og udveksle erfaringer med de andre på vinskuet. Selvom du ikke tilmelder dine egne vine i år, så bør du alligevel besøge vinskuet. Det er både en spændende smagsoplevelse og værdifuld inspiration.
Gå ikke glip af årets vinskue.
Yderligere oplysninger kan ses på siden Lovgrundlag.
Dansk Vinskue historisk
Dansk Vinskue er Foreningen Dansk Vins i særklasse største tilbagevendende arrangement, årets højdepunkt i foreningslivet og en enestående lejlighed til at danne sig et indtryk af bredden i nordisk vin. Arrangementet bæres af en stor indsats af en skare af flittige medlemmer, både i vinskue-udvalget og andre, der hjælper med det praktiske. Vinskuet er altid vel besøgt; men endnu flere medlemmer burde unde sig den oplevelse at deltage. Også i gallamiddagen om aftenen og de ledsagende arrangementer så som vingårdsbesøg, der i nogle af de senere år har været om søndagen efter vinskuet.
Det første vinskue blev afholdt i 1998. Dengang og frem til og med 2002 blev det afviklet sammen med den ordinære generalforsamling i andet kvartal, og kun vine fra det foregående høstår kunne bedømmes. I 2003 adskilte man generalforsamlingen og vinskuet og flyttede dette til august, blandt andet for at imødekomme kritik af, at de fleste vine fra året før reelt ikke var drikkeklare allerede i andet kvartal. Dansk Vinskue udvikler sig løbende og flyttede efter nogle år med afvikling i forsommeren i 2017 tilbage til sensommeren.
De seneste års vinskuer
Dansk Vinskue 2024, lørdag den 21. september i Messe C, Fredericia
Dansk Vinskue 2023, lørdag den 24. september på Hotel Faaborg Fjord
Dansk Vinskue 2022, lørdag den 19. september i Comwell Hotel Køge Strand
Dansk Vinskue 2021, lørdag den 18. september i MESSE C, i Fredericia
Dansk Vinskue 2020, lørdag den 9. september på Hotel Faaborg Fjord i Faaborg.
Dansk Vinskue 2019, lørdag den 7. september på Vilcon Konferencecenter i Slagelse
Dansk Vinskue 2018, lørdag den 1. september på Hotel Comwell i Kolding.
Dansk Vinskue 2017, lørdag den 19. august på Hotel Comwell i Middelfart
Dansk Vinskue 2016, lørdag den 18. juni i Ringsted Kongrescenter
Dansk Vinskue 2015, lørdag den 13. juni på Odder Park Hotel
Dansk Vinskue 2014, lørdag den 14. juni på Hotel Faaborg Fjord