FDV fylder 30
Foreningen af Danske Vinavlere blev stiftet på Gartnerskolen Søhus i Odense den 13. juni 1993. Initiativet til at danne en forening blev dog allerede taget på et møde samme sted den 7. februar – med 35 indbudte deltagere fra en liste over danske vinavls-pionérer, der var kompileret året før af Peter Lorenzen. Peter Lorenzen var primus motor i processen med oprettelsen af FDV og blev valgt som foreningens første formand på den stiftende generalforsamling.
Medlemsmæssigt ekspanderede foreningen stærkt i de første år, således var der ved udgangen af 1993 75 medlemmer og 5 år senere over 400. Man tog tidligt kontakt med myndighederne for at opnå., at Danmark blev godkendt som et af EU’s vinproducerende lande og dermed opnå ret til at producere og sælge dansk vin. Dette lykkedes allerede med virkning fra august 2000, altså efter bare 7 år. I sommeren 2002 kunne danskere for første gang i nyere tid købe dansk produceret vin. Udbudet var på knap 2.000 flasker og stammede fra 2 danske vinavleres årgang 2001: Domain Aalsgaard v. Lars Hagerman og Skærsøgaard Vin v. Sven Moesgaard. Året efter kom blandt andre Danmark første økologisk certificerede vingård Vinperlen v. Bjarne Thougaard og Dansk Vincenter (senere Nordlund) v. Jens Michael Gundersen med på markedet.
Billedet ovenfor er nogle år senere (den 12. juni 2005). Det viser Richard Smart (forrest med siden til) i Jens Michael Gundersens vinmark på Dansk Vincenter. Jens Michael Gundersen var en anden nøgleperson i dansk vinavl i årene omkring og efter foreningens stiftelse, sammen med Søren Génsbøl var han forfatter til “Vinavl i Danmark”, og han var den første redaktør for foreningsbladet Vinpressen. Billedet er fra en artikel af Søren Kofoed Nielsen om dansk vinavls og FDV’s historie i juninummeret af Vinpressen.
Der står også lidt om foreningens tidlige historie på siden om FDV.