40 år med vinproduktion i Hedeland

Kom og fejr jubilæet med vinbønderne
I år markeres en særlig milepæl i Naturpark Hedeland – det er nemlig 40 år siden, de første vinplanter blev sat i de smukke vinterrasser. I dag består området af ca. 2 hektar og ca. 3.200 vinplanter.
Vinmarkerne blev dengang nøje anlagt på sydvest-vendte skråninger og med to små søer nederst for at sikre optimale forhold for vindyrkning. Lige siden har dedikerede vinbønder plejet planterne og skabt vin af høj kvalitet.
Over tid har mange passionerede medlemmer bidraget til Hedeland Vinlaugs succes, og i dag består lauget af 30 entusiastiske vinbønder. De dyrker både blå og grønne druer og høster ofte ros for de fremstillede vine – både til laugets eget vinskue og til Foreningen Dansk Vins årlige vinskue.
For at fejre jubilæet inviterer Hedeland Vinlaug til en særlig vindag i vinmarken.
Arrangementet finder sted søndag den 18. maj fra kl. 11:00 til kl. 15:00.
Her kan du smage på vinen, skænket af vinbonden selv, og opleve, hvor vinplanterne bliver dyrket. Samtidig er der rig mulighed for en hyggelig snak om, hvordan vindyrkning foregår i Danmark. På dagen vil der også være små rundvisninger i rækkerne.
Har du selv en vinbonde i maven? Hedeland Vinlaug optager nye medlemmer i det omfang, der er ledige rækker. Kontakt en af vinbønderne på dagen og hør nærmere.
Vinbønderne glæder sig til at fejre 40 år med vinproduktion sammen med dig i de naturskønne omgivelser i Naturpark Hedeland.
Vel mødt!


