skip to Main Content

Forside » Vinavlerforum » Vindyrkning » vinskimmel

Forfatter
Emne
#66120

Rondo: 14 august vinskimmel underside af bladVinskimmel
2020 tegnede til at blive et virkeligt godt vinår for os i det nordvestjyske. Minimale frostskader, effektiv blomstring og
frugtsætning (som er lidt uvant på vore breddegrader) og sunde, grønne blade.
MEN så kom juli måned med ideelle forhold for vinskimmel: Primærinfektion med fugtig jordbund, mindst 8 C grader,
mindst 10 mm regn i 3 dage og fuldt udviklede spalteåbninger på bladene. I økologisk vinavl er det tilladt at sprøjte med
Cumulus S svovl – som har en beskyttende virkning på meldug, men ikke på vinskimmel. Ligeledes har vi sprøjtet med
1% natriumbicarbonat (natron), der efter sigende skulle kunne være et middel mod meldug og gråskimmel men måske
også mod vinskimmel! Endelig har vi sprøjtet med en 1% agerpadderokkete. Agerpadderokken har i 2. stadie højt
kiselindhold og har overvundet svampestadiet og nu er i stand til at trænge svampe tilbage. Derfor har vi sprøjtet jorden
og stammerne om aftenen!
Lige lidt har det tilsyneladende hjulpet. Her i augusts tropevarme har vinskimlen udviklet sig i løbet af 14 dage –
begyndende med Rondo midt i rækkerne til hele marken, ligeledes Solaris-marken og Riesel-marken. Indtil videre er
Regent og Zala Perle sluppet fri!?
Vi har ikke før haft Vinskimmel – bortset fra i Ortega-planterne i 2012 – men disse planter er for længst skiftet ud. Der er
mange spørgsmål, der trænger sig på: Hvorfor er det Rondo, der er værst angrebet? Kunne vi have gjort noget andet
forebyggende end omhyggelig hækpleje og hyppig græsslåning? Er der andre basisstoffer, vi kunne have anvendt? Er
det blot spørgsmål om tid, før drueklaserne bliver angrebet? (er sket i Rondo-rækkerne) Er det muligt at redde de
grønne druer, så længe bladmængden er så stor?
Vinskimmel = Corona !
Mon, der er nogen hjælp at få?
MVH: Hans Jørgen, Sindbjerg vingård

Viser 13 svar - 1 til 13 (af 13 i alt)
Forfatter
Svar
  • #66121

    Rondo: vinskimmel

  • #66122

    Vi har en lille forsøgsmark her på matriklen i Vejle og en lidt større mark ved Taulov/Skærbæk.

    Her i Vejle har vi haft angreb af vinskimmel. Vi har stoppet angrebet med Kaliumbikarbonat, det aktive stof i Armicarb, 8g/ltr. vand. Den måde midlet virker på giver ikke en varig beskyttelse så der skal nok sprøjtes ofte og grundigt ved at rette sprøjte dysen skråt opad for at kunne sprøjte på bagsiden af bladene. Herefter har vi sprøjtet forsiden af bladene. Naturligvis fra begge sider af rækkerne. Det har stoppet angrebet og jeg har derefter sprøjtet endnu to gange med 4-6 dages interval. Det er helt tydeligt at de første/værst angrebne blade er der hvor bladvæggen har været tæt. Som nederste billede viser, Rondo formoder jeg, er bladvæggen meget tæt. Hvis man begrænser antal klaser til MAKS to pr. skud kunne der godt tyndes ud i bladene for at øge luftcirkulationen og samtidig lette en effektiv sprøjtning. Jeg har tyndet ud i bladene specielt ved sorterne Rondo, Cabernet Carol og Solaris som alle har store blade. De blade der sidder i skygge gør i forvejen ikke meget gavn. Har ladet topskuddene udvikle sig lidt for at kompensere for de skimmel skadede blade. Holder nøje øje med planterne og vil sprøjte med jævne mellemrum. Vi må se hvordan “forsøget” med kaliumbikarbonat som bekæmpelse af vinskimmel falder ud og forhåbentlig drage nogle erfaringer. Hvis man ikke vil ty til “kemien”, og forøvrigt ikke har sprøjtecertifikat, er kaliumbikarbonat indtil videre en af de få muligheder vi  har. Vi har i forvejen gode erfaringer med kaliumbikarbonat mod meldug og delvis mod gråskimmel. Man kan hente oplysning om Armicarb (Kaliumbikarbonat) på https://www.hortiadvice.dk/upl/website/armicarb-85-sp/GP17Armicarb85SPfinal.pdf

  • #66123

    Hej Søren

    Lyder spændende med Armicarb imod Vinskimmel.

    Kender du ca. prisen pr. kg og hvad der er mindste indpakning/køb?

    Mvh Ib

     

  • #66124

    Hej IB.

    Jeg ved ikke hvor man køber Armicarb, men det aktive stof i midlet, kaliumbikarbonat. Armicarb koster så vidt jeg kan finde ud af kr. 995,- for 5 kg.. Kaliunbikarbonat kan købes hos Haveproffen (Inærheden af Århus) men kun i 25 kg. sække. Jeg har hentet 25 kg. og vejet dem ud i 1 kg. poser så vi kan deles om midlet i Lokalgruppen. Hvis du er interesseret i en mindre portion kan du ringe mig op på 61423425.

  • #66131

    Tak for indlæg og samtaler ang. vinskimmel og meldug. Jeg har været i kontakt med Miljø- og Fødevareministeriet ang. ovennævnte og har efter mail- og tlf. kommunikation fået efterfølgende konklussion, som måske have interesse for andre vinavlere med økologisk produktion:

    ” Du har konstateret noget der minder om meldug i dine druer eller en blanding af meldug og skimmel. Det er svært at se præcist hvad det er, da det starter med at ligne vinskimmel, men udvikler sig til noget helt andet. Andre drueavlere har oplevet tilsvarende problemer.

    Vi er blevet enige om at kaliumhydrogencarbonat, KHCO3, (som findes på Bilag 2 og derfor gerne må benyttes i økologisk produktion, jf. KFO, artikel 5, stk. 1 og bilag 2) kan anvendes på dine druer, da vi har vurderet, at der er en akut fare for at afgrøden bliver ødelagt, hvis den ikke behandles jf. RFO, artikel 12, stk. 1, litra h.

    Dine druer er desuden ikke påbegyndt modning endnu og kan derfor stadig sprøjtes. Du vil sprøjte dem med ren kaliumhdrogencarbonat (ikke Amicarb 85 SP) hvor 5-7 g af stoffet opløses i 1000 liter vand. Dvs. en lavere opløsning end den der findes i Amicarb 85 SP. Du anvender håndsprøjte og sprøjter på under- og oversiden af bladene.

    Når du får økologikontrol skal du kunne fremvise fotodokumentation på den formodede meldug i dine druer (som vi aftalte pr. telefon d.d.), kvittering på indkøbt kaliumhydrogencarbonat (alternativt: kaliumbicarbonat), plus en redegørelse for hvorfor der var behov for sprøjtning samt anvendt mængde. Jeg vil anbefale dig at læse i Økologivejledningen om ”Brug af plantebeskyttelsesmidler”, kap. 18.2.2, så du har helt styr på din dokumentation.”

    Der var også andre praktiske råd, men alt i alt en positiv tilbagemelding. Så mandag morgen, hvor vejret ser ud til at arte sig, vil jeg starte sprøjten!

     

  • #66134

    På det øverste billede ser jeg meldug og ikke vinskimmel.

    På det nederste billede er der flere lyse blade med gule pletter. Det kan godt være vinskimmel.

  • #66135

    Mener det er vinskimmel, når belægning afgrænses af bladnerver!

  • #66136

    Dette er vinskimmel. Bladene har oliepletter på oversiden, og skimmel på undersiden dækkende oliepletterne. Dvs. at første billede også kan være vinskimmel, der blot har bredt sig til hele bladet.

  • #66192

    Hej

    I får angreb på bladene ? eller er det også på druerne. Når jeg har angreb i mine Solaris, er det altid drueklaserne der rammes først. Disse klaser har jeg ved mindste angreb fjernet fra rækkerne. Sener på året kan der komme meldug på bladene også. Jeg har srøjtet 3 x med svovl og håber at de klare sig. Jeg vil fortsætte med at fjerne skadedet klaser. Når der sprøjtes kan jeg konstaterer at der er en beskyttende belægning på druer og blade. Jeg er ikke interesseret i unødig kemi i min saft som kan forsinke gæring og afgive smag. Når det at rene af eller skal druerne “skylles ” inden de plukkes. Jeg forestiller mig at sprøjte druezonen dagen før der skal plukkes. Jeg har talt med en italiens økovinavler der srpøjter druezonen med citronsyer de sidste uger inden høst.  Er det en ide der bliver brugt.

    venlig hilsen

    Jan Ebdrup

  • #66233

    Kære Jan Ebdrup.

    Du skriver kun om at sprøjte med svovl. Det er absolut en dårlig ide at sprøjte med svovl så tæt på høst. Den anbefalede sprøjtefriste for svovlprodukter er 56 dage, ikke af  menneske-sundhedsmæssige grunde, men af hensyn til vinens sundhed. Der er risiko for dannelse af böksen hvis der kommer sprøjtesvovl med ind i gæringskarret. Det er da muligt at citronsyre er gavnligt mod meldug og gråskimmel, men det er ikke tilladt. Du kan i stedet for bruge det godkendte basisstof natron. Hvis der er citronsyre tilstede og du malolaktisk gærer, dannes der eddikesyre.

    Hilsen fra Silkeborg

     

  • #66323

    Kære Ole N. Østergaard.

    Tak for svar. Jeg holder mig inden for sprøjtefristen med de 56 dage. Mit spørgsmål er så, der er jo synlige sprøjterester på drueklaserne. Det er ikke meget men hist og her, er der skjolde af indtørret sprøjtevæske/svovl. Vil disse rester påvirke gæring eller give problemer i form af “bøksen”. kan jeg de sidste dage inden høst skylle disse drueområder med rent vand i håndsprøjen ?

    Venlig hilsen

    Jan Ebdrup

  • #66324

    Hej Jan.

    Det kan jo være at regnen kan vaske druerne fri for svovl inden høst, ellers er sprøjten med vand eller skylle i vand ved høst en mulighed.

    Hilsen fra Silkeborg

     

  • #66484

    Jeg har modtaget denne tilbagemelding i forbindelse med indsendelse af høstrapporter:

    “Hermed vores høstrapport 2020. Med udsigt til en katastrofal høst i begyndelsen af august pga. vinskimmel, lykkedes det os alligevel at få høstet ca 20 % af forventet – kvalitetsmæssigt ikke godt (umoden) Men trods alt en lille høst fordi det lykkedes at stoppe angrebet af vinskimmel (værst på rondo!?) ved at sprøjte med kaliumbicarbonat 5 uger i træk med 7 dages interval og fjerne angrebne blade i druezonen.
    Der er åbenbart i år også store regionale forskelle?”

    Det er glædeligt at se, at uskadelige stoffer (basisstoffer) kan rette op på katastrofale forventninger.
    Der er regionale forskelle, for her har jeg ikke set vinskimmel i min vinmark. Meldug er først kommet efter høst.

Viser 13 svar - 1 til 13 (af 13 i alt)
  • Du skal logge ind for at besvare indlæg.