skip to Main Content

Forside » Vinavlerforum » Vindyrkning » Majfrost.

Forfatter
Emne
#65442

I vores lille forsøgs “mark” i min have i Vejle målte jeg i dag, d. 13. maj kl. 04.20, plus 0,4 grader. Kl . 05.10 steg temperaturen heldigvis.

Temperaturen er målt 25 cm. over jorden. (Sort jord)

Har forgæves søgt oplysning om hvor lav temperatur de nyudsprungne skud kan udsættes for uden at blive skadet. Er der nogen der kan oplyse om skudene skades allerede ved 0 grader (o,1 grad) eller de måske kan udsættes for minus 1 grad eller lavere temperatur?

Har i tidligere år med maj frost konstateret et enkelt frostskadet skud på en udlagt gren hvor de resterende skud på samme gren var ok.

Da skudene på samme gren ikke nødvendigvis er sprunget ud på nøjagtig samme tidspunkt kan det måske forklares med at det frostskadede skud har været i et særlig kritisk stadie i udviklingen da frosten satte ind, eller?

Forsøgs “marken” grænser op til græsplænen. Foretog sidste år, en måske ikke særligt videnskabeligt test af temperaturen på græsplænen og på den sorte jord i vin “marken” en morgen i maj måned hvor græsplænen var hvid af frost. Anbragte et termometer på græsset ca. en meter fra græskanten og målte en temperatur på minis 1,5 grader. Samme termometer blev herefter anbragt på den sorte jord ligeledes ca. en meter fra græskanten. Her var temoerturen plus 1,2 grader. Altså en temperaturforskel på 2,7 grader!

Det er her værd at nævne at der dagen forinden ikke havde været solskin som er det mest almindelige før nattefrost. Havde der været solskin dagen før temperatur testen havde temperatur forskellen måske været højere end de 2,7 grader.

Viser 14 svar - 1 til 14 (af 14 i alt)
Forfatter
Svar
  • #65444

    Skaderne sker fra minus 2 grader, men det er netop afhængigt af knopudviklingen.
    Et sted i de mange års Vinpresser, gemmer der sig en sådan sammenhæng, men jeg ved ikke lige, hvor jeg skal starte med at lede. Måske mellem 2004 og 2010.

  • #65448

  • #65449

    Hos mig er det noget sortsafhængigt. Rondo er klart værst. Jeg har altid skud fra denne sort der tager skade længe inden udspring i stadiet “dormant swollen” som ovenfor. I år ca 20-25/4. De planter jeg har lavet om til Cordon system klarer sig betydeligt bedre. Ingen andre sorter har taget skade i år, men det har nok hjulpet med Frostect og flere morgener med overbrusning af planterne tidligt om morgenen. Indtil nu 3 morgener med frost efter udspring. Må i morgen blive den sidste. Vækkeuret er sat !

    Venlig hilsen

    Mogens Ribo Petersen

    Domaine Ribolund

  • #65452

    Hej Søren.

    Har selv erfaringer svarende til Oles skema.

    Midtsjælland – Bedsted har haft 5 frostnætter.

    2 i uge 19 med -1 og -2,1 C. Tilsyneladende ingen skader derved.

    3 nætter i uge 20, hvor natten til d. 12. måltes – 5,3, næste nat – 1 og natten til d. 14. maj 5,5 C!! Efter 1. nat gik det udover Rondo som står lavest på marken. Efter i nat er alt svedet af.

    Havde forsøgt mig med noget opstillet blæserudstyr men desværre.

    Er der nogen derude, som kender til nogle varmetråde som enkelte vinavlere benytter?

    Erfaringer? Købes hvor? Priser? Anvendelse?

    Kim M.

     

  • #65453

    Jeg var vist lidt for kæk forleden, hvor jeg nævnte, at vi ikke bruger nattefrost i Næstved. Jeg har heller ikke set nattefrost på vejrudsigten (det laveste var +1grad i 2 m højde) og ikke set nattefrost i græsset eller på naboens tag. Alligevel så planterne nede i det laveste hjørne sådan ud.

  • #65454

    Vi har heller aldrig haft kulden så sent. Skaderne er sket på de skud, der havde flere blade, og længst ude på rankerne.

  • #65455

    Hvis man har muligheden for at bruge den tidlige morgen hjemme i en lille vinmark, vil jeg mene at den billigste og mest effektive måde at bekæmpe frost er et vækkeur og en vandslange. Løber der vand på et skud, fryser det ikke !

    Her står jeg op 4.45. Lige her tæt på solopgang kommer frosten snigende. Vandslangen ligger klar til at bruse over. 3 morgener er det gået godt. En smule grødis i vandslangen men det var hurtigt væk. I morges tilsyneladende det samme. Kun let frost i et hjørne og så var det bare at tænde for vandet. Men… vandslangen var dybfrossen og skød små iscylindere ud indtil den stoppede helt. Det blev en lang morgen ! Frem og tilbage med en vandkande i stedet i hastig kapgang til der kom gang i vinden ! Det sker ca. 6.30 på denne årstid når solen sætter gang i cirkulationen. Så kan de fleste nå at komme på arbejde – eller hvis man er heldig – lune sig lidt under dynen !

    Til Kim: Der skulle for nylig netop have været et indslag om varmetråde i vinmark. Formentlig enten på TV2 eller DR. En kollega spurgte mig efter at have set dette, om jeg brugte dette tricks…

    Venlig hilsen

    Mogens Ribo Petersen

    Domaine Ribolund

     

  • #65459

    Elektrisk opvarmning.

    Guldbæk Vingård i Himmerland etablerede for nogle år siden el-opvarmning på en del af vinmarkerne.

    Hilsen fra Silkeborg.

  • #68283

    Jeg ser først denne tråd nu, men vi fik sidste forår installeret elektrisk frostbeskyttelse i den nederste (koldeste) del af vores vinmark. Det er et testanlæg opstillet af DEVI (Danfoss) med særligt robuste og UV-bestandige varmekabler. Det kræver lidt omhu, når man binder rankerne ned, da de skal ligge tæt langs kablet. Den lille ekstra indsats (som for øvrigt ser ret godt ud) er bestemt godt givet ud, da man så i stedet kan sove trygt, mens andre må rende oppe hele natten og tænde bål eller sprøjte med vand ved en truende vejrudsigt – eller sprøjte med mystiske kemikalier (Frostect?), som jo ikke er ønskværdigt i en økologisk vinmark!

    måling af majfrost

    Da det er et testanlæg for at få hands-on erfaring med problematikken i skandinaviske vinmarker, kan jeg ikke give konkrete priser på et tilsvarende anlæg. Baseret på de første erfaringer i vores mark vil Danfoss udarbejde salgsmateriale osv. Mig bekendt arbejdes der i øjeblikket på etableringen af en erhvervsvinmark i nordjylland (dvs en kølig lokation), hvor det sandsynligvis bliver nødvendigt med denne type beskyttelse. Så der er man allerede i gang med at regne på priser på kabellængder og øvrige stumper.

    Kablet varmer med 20W pr meter. Så kan man jo selv lave et overslag på, hvad det koster i drift. I april/maj 2020 brugte vi ca. 500 kWh på 360 m kabel. Det er incl. en del testkørsler, hvor der ikke var var frost, så i praksis kunne det have været noget mindre. Men med ca. 2 kr. pr kWh, bliver det rundt regnet 1000 kr. Så kan man jo regne baglæns og se, hvor mange timelønninger, det svarer til, hvis man skulle have nogen (eller sig selv) til at rende rundt i vinmarken om natten.

    Det dyre er selvfølgelig etableringen med kabellængder, controller osv, og så skal der trækkes et kraftkabel ud til styreskabet i marken. Men derefter sover man godt om natten – også i årene fremover (der er 20 års garanti på kablerne, – det er vigtigt at vælge UV-bestandige kabler). 🙂

    Varmekablet kobler til, når temperaturen kommer under 2 graders varme i højde med ranken. Så vil der begynde at spredes varme i ranken fra kontaktpunkterne via saftstrømmen, inden temperaturen når ned til frysepunktet (eller under). Det koster lidt strøm de nætter, hvor temperaturen måske ikke når helt under frysepunktet, men det er for sent at tænde, når først temperaturen er nået under nul. Kablet bliver ca 25 grader over omgivelserne, når det kører, så det svider ikke ranken, men det kan selvfølgelig heller ikke optø en istap på lang afstand.

    Controlleren logger kontroltemperaturen, der styres efter, samt et par kontrolfølere på siden og på oversiden af en af rankerne, så man kan følge med i, hvordan ranken har det. Og endelig er der en føler direkte på varmekablet (den fortæller meget tydeligt, hvornår anlægget er aktivt). Dataene gemmes ”i skyen”, så man kan aflæse dem fra mobil eller pc.

    Som eksempel er her målingen af natten 13-14 maj, hvor mange nok oplevede en rigtig klassisk omgang majfrost. Vores mark ligger forholdsvis gunstigt, så det gik ikke rigtig galt, men eksemplet er godt nok til at vise, at systemet virker.

    måling af sen majfrost

    Kontroltemperaturen (tynd rød kurve) går under 2 grader kl halv ti og ligger omkring frysepunktet og ned til ca 1 grad frost frem til kl 1. Senere på morgenen kommer yderligere et par perioder, hvor kablet aktiveres, da temperaturen går under 2 grader men dog ikke når helt under frysepunktet. Der var tydelig rimfrost i græsset i vinmarken om morgenen!

    Kabeltemperaturen er den grønne kurve, der tydeligt stiger med ca 25 grader, når kablet er tændt.

    Kontrolmålingerne på rankens sider (gul og lyserød) viser, at rankens ydertemperatur stiger med 3-5 grader. Det giver en god fornemmelse af, at der skal relativt hård frost – i flere timer – til for at trække ranken under frysepunktet. Og så er det et spørgsmål, om andre metoder ville have kunne redde situationen? Uanset så giver det en stor tryghed, at anlægget kører fuldstændig automatisk, og arbejdsmæssigt kræver det som sagt kun lidt ekstra omhu, når rankerne skal bindes ned.

    Jeg håber, at denne lille beskrivelse har givet et indtryk af, hvilken beskyttelse man kan forvente, de rigtige elektriske varmekabler kan give til en vinmark på vores breddegrader. Her er en lille reklamevideo fra Frankrig, så det bliver også brugt i de ’rigtige’ vinlande.  🙂

    https://www.youtube.com/watch?v=KPPuQakcayg

    Men nu bliver der som sagt også gjort de første praktiske erfaringer i Danmark.

    Hvis nogen skulle have konkrete planer om at ville etablere et sådant anlæg, kan jeg godt formidle kontakten til de rigtige personer i Danfoss. Men forhåbentlig besvarer dette indlæg de fleste spørgsmål (bortset fra prisen). Og prisen skal selvfølgelig holdes op imod, hvad det koster at miste en del af sin høst. Alt efter hvor udsat vinmarken ligger.

    Vores anlæg kører passivt lige nu (måler kun), da planterne står med næste års ranker lodret op fra stabbene (se forsidebillede Vinpressen #1.21), og dermed er knopperne langt fra jordfrosten. Der har været flere nætter med 8-9 graders frost på det seneste. Men når rankerne bindes ned formentlig midt i april, aktiveres udgangsrelæerne igen. Og så er vi klar til en ny sæsons knopbrydning.

    Mvh Johannes Andersen

  • #68284

    Det er en fin og udførlig beskrivelse.

    Det bliver spændende med prisen.

  • #68294

     

    Vi plantede i 2004 de første vinplanter på Långawten i Midtjylland. Vi var dengang opmærksomme på, at der ofte er ret hård forårs frost. Derfor valgte vi bar jord mellem rækkerne, marksten i rækkerne og lav bæretråd (Guyot). Det har uden tvivl haft  stor betydning for, at vi kun har haft ubetydelige frostskader undtagen i 2011, hvor alle nye skud blev svedet af pga nattefrost kombineret med kraftig nordenvind.

    Bar jord mellem rækkerne er også valgt, fordi det virker forebyggende imod Meldug, Gråskimmel og Vinskimmel. Det er ikke uvæsentlig, da langt de fleste af mine 600 planter er Vinifera- sorterne Gewurztraminer, Muller-Thurgau, Ortega og Madeleine Angevine.

    <span style=”text-align: right;”>Hilsen  Ib Nielsen</span>

     

     

  • #68302

    Hej Johannes  – spændende indlæg

    Her på Guldbæk Vingård – i Himmerland, hvor majfrosten ofte rammer hårdt etablerede vi 2011 elektrisk frostbeskyttelse efter inspiration fra en New Zealandsk vingård.

    Vores kabler er “kun” 10 w/m og det har været nok effekt indtil videre, men jeg er enig i at 20 w/m vil give en større sikkerhed – men jo også dyrere i både kabel og forbrug.

    Vores anlæg er styret af  en Davis Envoy enhed (en del af vores Davis Vejrstationsanlæg) og kobler ind, når temperaturen ved cordonen eller den nedbøjede arm er + 0,2 grader. Denne temperatur har jeg eksperimenteret en del med. Dette handler også i høj grad om “ikke at fyre for fuglene”.

    Vi har indtil videre kabler på ca. 4000 m og står evt. for at forsyne yderligere ca 8.000 m og er meget interesseret i at komme i kontakt med de Danfoss folk du henviser til. Måske kunne vi maile sammen.

    Jan Thrysøe

    Guldbæk Vingård

    jan@guldbaekvingaard.dk

  • #68305

    Johannes. Ved ikke om Frostect er et mystisk kemikalie. Nok nærmere et naturligt protein, så mon ikke det er fint til økologi, i og med udvikleren netop er foregangsmand for netop den ideologi.

     

    Men har også selv med succes brugt elkabler i min lille “mark” herhjemme. Frostect med succes i den større mark sidste år. Vi havde 4 graders frost her, og marken plejer at være lidt koldere. Ingen frost skader. Men særligt videnskabeligt er det heller ikke.
    <p style=”text-align: left;”>Jeg dropper elkablerne i år og kører kun Frostect. Så må vi se om mit udbytte ender i et stort minus i. Skal have monteret ny vejrstation og reference kalibreret inden det går løs.</p>

  • #68306

    Hej Jan,

    Jeg har sendt dig en email med kontaktoplysninger.

    Måske skal vi se, om der kan blive indlagt en madpakkeudflugt til Himmerland i årets sommerferie. Vi skal i hvert fald ikke udenlands, og så kunne det være spændende at se et anlæg så stort som dit. Jeg håber, du får den hjælp, du skal bruge. 🙂

    Jeg har også set nogen af projektrapporterne fra Australien og New Zealand. Det kan være lidt vanskeligt at omsætte det til noget brugbart herhjemme. Det er både dyrt og bøvlet at installere noget, som måske er forkert dimensioneret. Så jo mere erfaring, der kan indsamles, jo mere optimalt bliver det næste anlæg, der bliver installeret.

    Mvh Johannes

Viser 14 svar - 1 til 14 (af 14 i alt)
  • Du skal logge ind for at besvare indlæg.