skip to Main Content

Forside » Vinavlerforum » Vindyrkning » Forsøgsplanter eller ej?

Forfatter
Emne
#68520

Kære alle.

Nyt medlem – så tag jer i agt for uvidenhed og dumme spørgsmål 🙂

Jeg havde en plan om, at jeg først skulle i gang med vindyrkning næste år, men da jeg er kommet i hus med andre projekter før end forventet, så er jeg opsat på snart at komme i gang! Jeg kom for sent til begynderkurset, men jeg har en baggrund i landbruget og forstår basis-aspekterne af, at dyrke højværdiafgrøder.
Jeg påtænker at starte med 0,5 hektar, fordelt på tre områder på min ejendom på hhv. 0,2, 0,2 og 0,1 hektar. Jeg kunne godt tænke mig, at dyrke tre forskellige sorter, en af dem må gerne være noget typisk “dansk”, så som Rondo eller Solaris, mens de to sidste godt må være lidt mere “eksotisk”, så som Riesling eller Pinot Noir (jeg kan lide en udfordring, og går ikke nødvendigvis efter høje udbytter.

Og så kom vi endelig til spørgsmålet: Vil det give mening, at jeg i år forsøger med lidt forskellige sorter af både blå og grønne druer? I mindre skala selvfølgelig, men så kunne jeg vurdere, hvilke der klarer sig bedst under de forhold der nu engang er tilrådighed. Eller skal jeg simpelthen bare vente til næste år, og så blot studere og undersøge nærmere hvad jeg skal gå fuld skala med?
Håber på jeres input!

mvh. Rune

 

Viser 12 svar - 1 til 12 (af 12 i alt)
Forfatter
Svar
  • #68521

    Det er en god idé at starte allerede nu med forskellige forsøgssorter, så du så tidligt som muligt opdager, hvad du kan samarbejde med.

    Du skal være opmærksom på sorternes sundhed – vi har meget begrænsede midler til at bekæmpe svampesygdomme i vinmarken, så de nyere sorter kan være et godt valg.

  • #68522

    Typisk skal planterne bestilles ét til halvandet år før anlæg af marken, hvis man vil have de ønskede sorter på de bedst egnede grundstammer, det kan derfor nu hvor vi er så langt inde i foråret være vanskeligt for dig at få de planter, som ville være relevante i forhold til dine sortsforsøg. Du kan blive tunget til at starte med noget almindeligt og så lade forsøget gå ud på at få erfaring med dyrkning af vin generelt.

    Med hensyn til planternes sundhed så er der også den spidsfindighed, at smittetrykket vil være lavt i en nyanlagt vinmark for så potentielt pludselig at slå igennem i et år med vejrforhold der begunstiger svampesygdommenes spredning. Derfor kan man få et misvisende indtryk af, hvad det på sigt kan lade sig gøre at dyrke.

    Så som Lars også giver udtryk for, så vælg (overvejende) sorter med god resistens. Så rammer det ikke så hårdt, hvis der kommer et år er voldsomt meget vinskimmel og nogle af planterne aldrig retter sig rigtigt igen, som jeg engang har været ude for med Bolero.

    DBH Ole

  • #68528

    Hej Lars og Ole.

    Tusind tak for svar! Jeg fornemmer lidt, at jeg er for sent ude ift. at komme i gang i år…

    Jeg forsøger at bruge tiden på, at sætte mig ind i hvilke grundstammer der skal bestilles.

    God aften!

     

  • #68529

    Hej Rune.

    Du kan være heldig at nogle leverandører har planter på lager. Prøv f.eks. vinmager.dk, som ser ud til bl.a. at have Solaris på lager.

    Held og lykke med din nye vinmark.

  • #68530

    Hej Kurt.
    Tak for beskeden!

    Ja, og så er det nybegynderen bliver forvirret. For at jeg på sigt får de sundeste planter, er det så ikke en nødvendighed med grundstammer af god beskaffenhed, inden jeg sætter eksempelvis solaris? Ellers har du ret i, at jeg selvfølgelig bare kan købe ind!

    Mvh.

  • #68531

    Grundstammerne vælges efter jordbunden samt i mindre grad for at regulere den pågældende sorts vækstkraft. Det er derfor ikke ligegyldigt hvilken grundstamme dine planter er podede på. For at kunne træffe et valg af grundstamme skal du primært kende din jordbunds egenskaber. Det er tænkeligt at du skal benytte forskellige grundstammer på samme sort på de forskellige parceller du planlægger at tilplante eller måske endda på samme parcel, hvis det er en skråning eller jordbunden er uensartet.

    Det er teorien. I praksis er der rigtigt mange af os der bare har taget hvad vi kunne få.

    Der er en artikel med baggrundsviden om grundstammer til vin i Vinpressen 24#3, juni 2016. Du kan finde den her under  Foreningen > Vinpressen > Vinpressen i digital udgave… se derefter i årsarkivet for 2016.

    DBH Ole

  • #68534

    Hej Rune.

    Du skriver, som om du intet ved om dyrkning, det vil sige, du er på stade, dyrkning af karse i vindueskarmen. Det er et voldsomt forehavende du er i gang med. ½ ha er altså 100 x 50 m. Man siger, at en person kan passe 1 ha. Du har ikke skrevet noget om, hvor du bor, er det 100 m fra Vesterhavet eller er det på en beskyttet ø i Storebælt. Derfor kan du ikke få valide detailsvar.

    Min anbefaling skal være: sæt en passer i din bopæl og slå en cirkel på 20 km. Kontakt og besøg de vinavlere der er indenfor cirklen. Så vil du få en del gode informationer, som du kan bygge videre på, spørg også naboerne om forårs-nattefrost, det kan være meget lokalt, måske er det en nabomark du skal plante i. Find en konsulent, du kan få gode råd hos, også økonomiske og skattetekniske råd. Jeg går ud fra, at du vil være erhvervsavler, ½ ha er altså et stort areal at passe som fritidsavler. Jeg har rigeligt med mine 7 ar. Dernæst, bliv momsregistreret, forbered marken ud fra jordanalyser, dvs. med kalk og gødning og også gerne noget spagnum. eller kompost. Er det en meget fed lerjord skal der måske køres sand på. Men inden alt dette bør du grubbe marken, så dybt som muligt så tæt som muligt. Husk på at når du har opsat stolper og planter, er det meget besværligt at gøre noget stort ved marken.

    Hvis du vil lave en mindre formue, er sagen en anden. Det kan man som bekendt ikke uden at have en større formue at tage af.

    Det med en prøveplantning af nogle få planter er jo ikke en farbar løsning. Du vil jo ikke vente 5 – 10 år på at se et resultat.

    Held og lykke.

    Hilsen far Silkeborg.

  • #68536

    Som Ole skriver, går der 5-10 år inden du kender planternes egenskaber hos dig godt. Herunder druekvaliteten.

    Men ved at plante forskellige sorter allerede i år vil du kunne se, hvordan deres vækstkraft er. Og du vil allerede om 3 år have stiftet bekendtskab med meldug og vinskimmel. Og om 4-5 år vil du have en fornemmelse af druernes kvalitet som vin.

    Husk at få plantepas til dine planter, selv om det er forsøgssorter.

    Hold øje med udbud af kurser for 2022 allerede fra november, deltag i Dansk Vinskue, den 4. september og tag på besøg på Dansk Vindag, den 18. september.

  • #68537

    Hej Rune

    Jeg startede med være vinavler i 2003 i det Midtjyske.

    Jeg har gennem årene skrevet mine erfaringer op i et notat på godt 20 sider.

    Hvis du er interesseret – send mig din mailadresse på  ibnielsen2@hotmail.com – så sender jeg dig notatet.

    Hilsen Ib

     

     

     

  • #68539

    Hej Ole, Ole, Lars og Ib.

    Jeg sætter pris på jeres svar – tak for det!! Jeg skrev jo opslaget, for at få gode råd, og det vælter jo ind med dem.

    Lidt yderligere baggrund: Jeg har en landejendom tæt på Lyngby (lille landsby tæt på Aarhus, postnr. 8381). Vi har 4 hektar jord. Indtil 1993 var 3 af de hektar en del af planteskole eller gartneri, og siden da har der gået både grise, får og heste. Vi bruger i dag selv vores marker til heste – men vi har kun 3 stk, så de har masser af plads! Jeg kan godt lide at være hands-on, og kaste mig ud i tingene – for herefter at lære hen ad vejen. Jeg har længe været interesseret i vin, men jeg synes hurtigt at det kan blive for “fornemt” hvis man skal engagere sig i de gængse vinfællesskaber. Jeg arbejder bl.a. med produktudvikling af foder og petfood ingredienser, og det er min “produktudvikler-nysgerrighed”, som driver mig ind i tanken om selv at etablere lidt vinavl herhjemme. Mit mål er ikke at lave en formue, men jeg kunne på sigt godt tænke mig, at der er andre der kan få glæde af det jeg måske får lavet 🙂

    Ud fra det I skriver, så kan jeg konkludere følgende:

    Hvis jeg skal i gang nu, for at lære lidt planter at kende, så kan jeg godt købe lidt planter hjem allerede nu. Dog fornemmer jeg lidt, at jeg vil få det bedste udgangspunkt, hvis jeg i stedet forudbestiller nogle grundstammer af god kvalitet (eller dem jeg nu kan få), og herefter kan komme i gang næste forår. Indtil da, så vil jeg kontakte og besøge nogle avlere i mit lokalområde, og deltage i både Vinskue og Dansk Vindag – og tilmelde mig begynderkurser, når er igen åbner op for det!
    Ib, jeg sender dig lige en mail. Vil meget gerne læse dine noter, det kunne være spændende.
    Ole, det er da hyggeligt med en “vin-far” 🙂 Måske du vil sende din email også, så vil jeg meget gerne komme på besøg i Silkeborg, og få lidt yderligere information.

    Mvh.

    Rune

  • #68540

    Hej Rune.

    Personligt synes jeg at du skal gå i gang i år. Køb f.eks. nogle Solaris og Rondo. De kan stort set dyrkes alle steder.

    Mht. erfaringsudveksling, så vil jeg foreslå at du kontakter formanden for Lokalgruppen Østjyske Vinavlere, se kontaktoplysninger på https://vinavl.dk/fdvgrupper. Samme sted kan du også finde kontaktoplysninger på Ole.

    Du kan også fremsøge kontaktoplysninger på vinavlere på https://vinavl.dk/medlemsliste/

    Mvh. Kurt

  • #68590

    Hej Rune,

    Gå i gang i det små hvis du kan skaffe nogen planter. Så får du at se om de trives på din jord. Brug så resten af sæsonen til at følge nogle af dine kollegaer i lokalområdet, så du får indblik i hvor meget arbejde det kræver. Det er faktisk et stort arbejde at passe selv en lille vinmark. Du kan nemt bruge over en time pr plante når man tager det hele med, hvis de skal passes ordentligt. Det er så alt inclusive – altså også vinificering. Vær opmærksom på at der er nogle meget intensive måneder fra nu. Når det går stærkt, vokser de enkelte skud med op til 2-3 cm pr dag. Så glem alt om en længere sommerferie – dvs mere end en uge væk fra planterne i højsæsonen.

    Held og lykke med projektet ! Jeg ville ikke selv have lykkedes med min lille vinmark, hvis jeg ikke havde haft gode kollegaer der hjalp mig de første år.

    Venlig hilsen

    Mogens Ribo Petersen

    Domaine Ribolund

Viser 12 svar - 1 til 12 (af 12 i alt)
  • Du skal logge ind for at besvare indlæg.