Pinotin

Pinotin02

af Mogens Ribo Petersen
Opdateret maj 2018

 

En meget sund plante, der er nem at dyrke, men også en sort der kræver tålmodighed. Meget korte internodier og planten er svag i vækst og vil i midten af juni være betydeligt lavere end gængse sorter. Først hen på sommeren når den toppen af espalieret. På grund af de korte internodier, sidder bladende tæt og det er bedst at fjerne alle sideskud. Man skal have tålmodighed med planten. Den tåler ikke at man lader den bære et par klaser et par år efter plantning. Vent gerne med selv en lille høst til 1-2 år efter Rondo.

Forvent betydeligt lavere udbytte end Rondo – måske 2/3 i gode år.

Jeg har ikke oplevet nogen problemer med sygdomme, men i et koldt år som 2017, er blomstringen ikke optimal og der opstår problemer med “Hens and Chicken”. Udspring meget sent. Meget senere end Rondo og Solaris og den eneste sort i min mark der næppe vil blive ramt af majfrost. Alligevel modner sorten næsten samtidig med Rondo selv i kolde år og går ikke i stå som Riesel.

At sorten er krydset med Pinot Noir gør den ikke til en vin man forbinder med Bourgogne. Men dens aner fornægter sig ikke.

Der ER noter af kirsebær og solbær.

Klaserne er løse og frugterne er meget tykskallede og hårde. Den er nem at afstilke men der skal tages mere fat end Rondo.

Også i kælderen kræver den tålmodighed. Fermentering som Rondo, men den færdige unge vin er uharmonisk det første års tid. Den unge vin har en uheldig duft af blåsyre, (Cyankalium !) , men hvis man har tålmodighed, bliver man belønnet. Vinen har så meget mere dybde end Rondo. En blød smag af Solbær, Kirsebær, Chokolade og en eftersmag der er meget længere end Rondo.

Også for denne sort viser den for alvor potentialet når den blandes. Denne gang med Rondo.

Min hidtil bedste vin af “mikroskopiske” mængder af Rondo og Pinotin fra 2015, viser mig vejen fremover.

Jeg blandede 70 % Pinotin med 30 % Rondo og fik lavet en – efter min mening – fremragende vin. Min 2016 blanding af mindre mængder Pintoin bekræfter mig i dette, men vinen er endnu for ung til et endeligt resultat.

Den kolde 2017 høst er slet ikke klar endnu, men de første smagsprøver tyder på en hæderlig vin der ikke er værre end Rondo fra samme år.

 

Blandingsvinen Pinotin/Rondo er nok en vin der vil skille vandene. Jeg og mange andre er helt vilde med den, men jeg har også mødt folk der absolut ikke bryder sig om den. Især duften af vinen er anderledes end alt jeg ellers har prøvet, så dem der kaster sig ud i Pinotindyrkning bør nok smage den først.